British Shorthair
- solidt engelsk håndværk
![]() Gr. Int. Ch. La Chatte Fabrice - opdrættet af Annette Høj Jensen |
Udseende Briten kunne godt se ud, som om den egentlig var tænkt udført i støbejern. Det er en stor, muskuløs kat, godt polstret. Den har et tungt, bredt bryst, og skuldre og ryg skal være massive og brede. Benene er korte og solide med runde og kraftige poter. Halen er kort og tyk.Hovedet er stort og rundt med en veludviklet hage og en kort og bred næse uden stop. Halsen er kort og kraftig. |
Ørerne er små med stor indbyrdes afstand.
Øjnene er store, runde og vidtåbne og sidder langt fra
hinanden. Pelsen er kort og tæt, nærmest plysset. Hårene skal være gennemfarvede til roden, undtagen hos sølv- og tabbyvarianter. På grund af den tætte pels trænger mange briter til en kam eller børste en gang imellem, fordi de løse hår bliver hængende i pelsen. |
Temperament Temperamentsmæssigt er briten rolig og uforstyrret. Det er en dejlig kat at have med på udstilling, fordi den tager alt hurlumhejet med en knusende ro. Derhjemme vil briten sprede en stemning af eftertænksom, solid hygge og er derfor velegnet til nervøse og/eller stressede mennesker, der trænger til et beroligende indslag i hverdagen.Man må ikke lade dette forlede én til at tro, at briten er dum, sløv eller kedelig. Briten er lige så intelligent som de mere livlige racer, men foretrækker at leve sit liv i et roligt tempo præget af grundige overvejelser, før den tager en beslutning. Ofte vil beslutningen så gå ud på, at det ikke er nødvendigt at |
foretage sig noget,
men lige så ofte går briten i aktion, og det
foregår da med et roligt overblik over situationen, der kan
gøre mange mennesker misundelige. Men hvis beslutningen går ud på, at det er legetid, kan den dog godt skrue sig op i et tempo, man ikke ville have tiltroet en kat af den tyngde. Som navnet antyder, er racen opstået i England. I starten fandtes briten kun i blåt og hed derfor British Blue. Senere kom der flere og flere farver og tabbyvarianter til, så at briten nu om dage fås i alle de farver, man kender fra persere. For ikke så længe siden blev briten endda godkendt i color-point. |
Britens foretrukne hobby er stilfærdig eftertanke ... |



