Kattens historie

Den glorværdige begyndelse

De fleste af vore husdyr har en kendt vildtlevende stamform, f. eks. ved man, at hunden stammer fra ulven, og at koen stammer fra den nu uddøde urokse. Hvem tamkattens vilde stamfader er, har derimod været lidt af en gåde. Årsagen hertil er, at tonsvis af kattemumier for 100 år siden blev fragtet til England og brugt til gødning. Derved gik værdifuldt "kattearkæologisk" materiale tabt.
Ved studier af de tiloversblevne ægyptiske kattemumier finder de fleste forskere det dog godtgjort, at den europæiske tamkat (Felis domestica) nedstammer fra den nordafrikanske vildkat (Felis libyca) og junglekatten (Felis chaus). Den dag i dag opgiver nordafrikanske vildkatte uopfordret det frie liv til fordel for en tryggere tilværelse som "skraldemænd" i de ægyptiske landsbyer. Visse forskere er i øvrigt, uden at kunne bevise det, overbevist om, at katten, som vel nok det eneste tamdyr, har sluttet sig frivilligt til mennesket.
Tidligere var der en del fortalere for den teori, at huskatten var opstået ved tilblanding med den europæiske vildkat (Felis silvestris); men den teori er forladt i dag, bl.a. fordi denne vildkatteart er så sky overfor mennesker, at man har svært ved at forestille sig, hvordan tamkatte, der jo lever med mennesker, skulle komme tæt nok på dem til at parre sig med dem.
De ældste beviser på, at katten har været holdt som husdyr, finder vi i 4 - 5000 år gamle, ægyptiske indskrifter. Der er forskere, der mener, at ægypterne i starten kun brugte kattene til religiøse formål og først senere fik øjnene op for dyrets nytteværdi som skadedyrsbekæmpere.
Det er også hos ægypterne, man har fundet de første beviser på noget, der ligner racekatteopdræt, idet ægypterne havde to typer katte: den slanke, elegante tempelkat og den kraftigere, mere robuste nyttekat, der fangede mus og rotter for bønderne og i kornlagrene.Tempelkatten fandtes kun i templer for frugtbarhedsgudinden Bastet (i Sydægypten Pakhet),

og der var dødsstraf for bare at stjæle dem. Bøndernes katte var dog lige så respekterede og guddommelige som tempelkatten, og uanset "race" var der dødsstraf for at slå en kat ihjel, ligesom der var lovbefalede sørgeritualer, når en kat døde.

Kat med østerlandsk baggrund: Primprau's Blue Emerald af racen Korat, der stammer fra Thailand.

Efter at romerne havde erobret Ægypten, bragte de katte til Rom, og senere spredtes kattene med de romerske hære og handelsmænd til hele Europa og østover mod Asien. I Østen blev katten tæmmet noget senere end hos ægypterne, formentlig for ca. 4000 år siden i Kina og for ca. 1600 år siden i det øvrige Asien. Den nordafrikanske vildkat regnes også som stamfader til de asiatiske tamkatte, selv om man ikke vil udelukke en vis tilblanding fra den asiatiske vildkat (Felis silvestris ornata), da denne, lige som den nordafrikanske, kan finde på at slå sig ned nær menneskers boliger. Til det amerikanske kontinent kom katten først, da Columbus bragte skibskatte med sig.
Romerne blev ret tidligt meget glade for katten både som kæle- og nyttedyr. Også her fik den en vis religiøs betydning, idet Himlens Dronning, månegudinden Diana (i græsk mytologi Artemis), ofte blev afbildet med katte ved fødderne som symbol på frihed. Hos romerne blev "racerne" ikke holdt adskilt, de blev blandet, og derved opstod den europæiske huskat, som vi kender den i dag.

Katten som viking

Fund af katteskeletter i Dannevirke viser, at katten kom til Danmark i Romersk Jernalder (ca. år 1 til år 600 e. Kr.). På dette tidspunkt handlede nordboerne med romerne, der havde besat Germanien (vore dages Tyskland). Der er fra samme periode gjort lignende fund i Sverige, man formoder, at katten har været særdeles velkommen, fordi sorte rotter på netop dette tidspunkt udgjorde et stort problem på gårdene.

I vikingetiden havde katten fundet sin plads i nordboernes gudeverden som frugtbarhedssymbol og som følgesvend for heksene (som var af begge køn), de kan i dag bedst beskrives som en blanding af spåmænd/koner, præst(ind)er og naturhelbredere. Freja, nordboernes frugtbarhedsgudinde, havde ord for at rejse i en vogn trukket af katte.

Det dyr, kirken elskede at hade ...

Men da kristendommen kom til Norden i slutningen af vikingetiden, gik katten en grusom tid i møde. De munke, der missionerede i Norden, var klar over, at de ikke kunne imponere vikingerne med en gud, der gik ind for mildhed og tilgivelse. Derfor startede en indædt og grusom forfølgelse af alt, der havde med de gamle guders verden at gøre. Uheldigvis var katten, som heksenes følgesvend og Frejas særlige ven, et af de symboler på den gamle religion, der nu skulle udryddes. I middelalderen blev katten jagtet med alle midler og betragtet som Djævelens budbringer, et skadedyr, der skulle udryddes. Senere, da heksebrændingerne tog fart, blev især sorte katte brændt på bålet sammen med heksene.

Som en historisk ironi kan det nævnes, at man nu er overbevist om, at pestepidemierne netop skyldtes katteforfølgelserne: pest overføres med rottelopper.
Samtidig med at kattene blev forfulgt på det grusomste, var de uundværlige, fx var skibskatte nødvendige for at forhindre rotter og mus i at spise eller ødelægge madforrådet. Således skal Christian d. 4., ifølge Bodil Wambergs bog om samme konge, have haft en skibskat, der var "langhåret og noget større end almindelige huskatte". Det må med andre ord have været en norsk skovkat, hvilket yderligere støttes af, at katten blev stjålet fra en finnekone, da Christian d. 4 lå opankret ud for Trondheim Fjord.
Det viste sig heldigvis at være en helt uoverkommelig opgave at udrydde katten; men opfattelsen af den som djævelens sendebud holdt sig op i tiden. Selv den dag i dag ser vi den som overtro, tænk bare, hvor mange der endnu tror, at en sort kat (i England dog en hvid), der løber over vejen, bringer ulykke. Jeg har selv en slægtning, der i fuldt alvor mener, at katte er reinkarnationer af hekse, brændt på bålet. Han hævder, at det tydeligt ses på deres øjne (!!!).

Men Mohammed holdt af dem ...

I det syvende århundrede fik katten dog en renæssance på Den arabiske Halvø, da Islam opstod. Den blev ikke guddommelig igen, men højt respekteret og elsket, hvilket den stadig er i hele den islamiske verden. Årsagen findes bl.a. i den islamiske tradition, hvor det fortælles, at profeten Mohammed, en dag han skulle til bøn, fandt en af sine katte sovende på sin kappe. Da han syntes, det var synd at vække den, klippede han i stedet det stykke af kappen, som katten lå på. Da Mohammed kom tilbage, bukkede katten som tak for hans hensynsfuldhed. I glæde over kattens venlige hilsen strøg Mohammed den tre gange over ryggen, derved fik katte evnen til altid at lande på benene. Samtidig lovede Mohammed, at den - og alle andre katte - ville få en plads i paradis. Kattene skulle således have en fortrinsstilling frem for alle andre levende væsener, fordi det enkelte individ ikke skal gøre sig fortjent til paradisets lyksaligheder.

Katten i lotusstilling ...

I den buddhistiske tradition har man et noget ambivalent forhold til katten. På den ene side er buddhistiske klostre dybt afhængige af katte, fordi det er forbudt buddhister at dræbe dyr. Havde man derfor ikke katte, ville man være prisgivet alskens skadedyr.
På den anden side fortæller et sagn, at da Buddha lå på sit dødsleje, kaldte han alle dyrene til sig for at tage afsked med dem. Imidlertid lod katten melde, at den ikke havde tid. En lidt mere kattevenlig version fortæller, at katten ganske vist kom; men på gårdspladsen udenfor blev den opmærksom på en mus, hvorefter den glemte alt om Buddha.
Man kan mene om historien, hvad man vil; men den siger noget centralt om katten; den er, med Holbergs ord, "stedse optaget af sit Embeds Forretninger" og kan derfor ikke altid tage sig af menneskers forskellige krav og ønsker. Holberg foretrak (som en undtagelse i samtiden) katten frem for hunden, fordi katten "hykler for Ingen".
I thailandsk buddhisme er man dog uforbeholdent positiv over for katten. Katten har nemlig det vigtige hverv at huse afdødes sjæle, indtil de kan blive genfødt.
Specielt om siameserkatten fortælles det, at den oprindelig var ensfarvet. En dag brændte Buddhas tempel imidlertid, og katten løb heltemodigt ind for at redde buddhastatuen. Derved blev den svedet i ansigtet, på benene og halen, og derfor har siameserkatte den dag i dag brun maske, ben og hale (moderne varianter har dog adskillige andre farver disse steder). De blå øjne er en taknemmelighedsgave fra Buddha.

Ganske langsomt blev de også populære her igen ...

Europæernes syn på katten begyndte først rigtigt at ændre sig i det nittende århundrede med Kiplings og Mark Twains kattefortællinger og digte. Også Dickens var en stor katteelsker.
At katten stammer fra et varmt ørkenklima, kan vi endnu i dag se ved, at den ofte udser sig det varmeste sted som soveplads, selv i vore opvarmede boliger. Dens pels har endnu ikke udviklet sig til at kunne modstå vort kolde og fugtige klima, hvorfor mange forvildede katte dør af kulde eller af kulderelaterede sygdomme.
Der findes ganske vist naturracer som norsk skovkat, der har klaret sig som vildtlevende katte i vores klima; men selv de måtte om vinteren trække ind til gårdene og landsbyerne, fx. blev norsk skovkat, der menes at have eksisteret helt tilbage til vikingetiden, godkendt som race, fordi den var ved at blive udryddet p.g.a. parring med huskatte, som de mødte i landsbyerne. (Parres en korthåret kat med en langhåret, bliver killingerne altid korthårede).