Inde- eller udekat?
Det naturlige for katten er selvfølgelig det udendørs liv, især fordi den i modsætning til de fleste andre tamdyr har de fleste af sine oprindelige instinkter og adfærdsmønstre i behold.
Problemet er bare, at vi ikke her i Norden kan skaffe den det miljø, den er skabt til og ville kunne klare sig i på egen hånd. Det ville kræve enorme arealer med sand og klipper, hvor der aldrig kom en bil, og hvor klimaet var noget mildere end i dagens Danmark.
Katten har været i Norden i ca. 2000 år, og det kan lyde som lang tid. Men i udviklingsmæssig sammenhæng er det næsten kun et komma, og derfor har kattens biologi endnu ikke vænnet sig til, at den ikke mere bor i Nordafrika.
Farerne for udekatten er primært trafik og smitsomme sygdomme. Det sidstnævnte gælder især ukastrerede katte, fordi mange sygdomme (f.eks. katte-AIDS) smitter ved slagsmål og parring.
Trafik rammer derimod alle katte i flæng. Selv om katten er et intelligent dyr i de fleste sammenhænge, virker den direkte dum, når det drejer sig om trafik. Problemet kompliceres af, at det kan blive svært at finde en kat, der er blevet trafikskadet, fordi den instinktivt vil gemme sig - og det er noget, de er gode til!
Hvordan kan man så sikre sin kat et vist udendørs liv, hvis man bor et meget trafikeret sted?
Hvis man bor i hus og have, kan man bygge den en løbegård i haven.
De fleste katte kan holdes inde med et 1.8 meter højt minknet, der sluttes af foroven med hønsenet, der går 50 cm vandret indover. Når det lige skal være hønsenet, er det fordi det gynger ubehageligt, hvis katten forsøger at klatre i det.
En sådan konstruktion vil også kunne holde fremmede katte ude.
Hvis man bor i lejlighed med altan, kan man de fleste steder få lov til at hegne den ind efter ovenstående principper, hvis det i det hele taget er tilladt at have kat i lejligheden, selvfølgelig ...

Både i løbegårde og på altaner kan katte få afløb for mange instinkter og adfærdsmønstre, som der ikke altid er bud efter inde i huset/lejligheden. Der er altid insekter at jage (ellers kan man jo bruge et vissent blad, der kommer flyvende), man kan træne bevogtning af territoriet, når der går nogen forbi etc.
Også det omskiftelige vejr i Danmark kan være underholdende; mine katte er ikke kun ude, når det er godt vejr, og særligt snevejr synes de er utroligt fascinerende. Jeg havde en gang en huskat, som blev så fascineret af sne første gang, han oplevede det, at han næsten ikke var til at få ind igen. Han havde nemlig opdaget, at det her sjove hvide noget blev til vand, hvis man rørte ved det, og derfor sad han helt opslugt og smeltede sne en halv time i træk.
Er det så synd at have en kat i lejlighed, hvor der ikke er mulighed for, at den kan komme ud på en altan?
- Ikke, hvis den aldrig har prøvet at komme ud. Man skal også tænke på, at kattens pladskrav til det hjemlige basisterritorium ikke er helt så stort, som mange mennesker regner med. Hvor stort et territorium, en kat har behov for, afhænger blandt andet af, hvor langt der er mellem byttedyrene. En vildtlevende kat vil altid forsøge at få så lille et territorium som muligt, hvis det ellers byder på mad nok. Et for stort territorium er svært at overskue og forsvare.
Man kan indrette en lejlighed med klatremøbler og huler, så katten får mulighed for at genopleve klipperne og hulerne i sandet i Nordafrika.
Har katten så også legetøj, der kan agere byttedyr, lider den ingen nød.
Derudover kan man hjælpe sin indekat meget ved at skaffe den en "kollega". Det er nemlig noget af det, den ville opsøge, hvis den kunne gå ude. Udegående katte har et vist socialt liv, selv om de ikke direkte lever i flokke, og det er tydeligvis et behov hos de fleste, ude som inde, at have kontakt med andre katte.

Valid HTML 4.01!

Valid CSS!