Sondefodring

v/ Kirsten Nielsen, DK Misty Brown

Det kan undertiden være nødvendigt at træde hjælpende til med ernæring af en killing eller måske et helt kuld. Årsagerne kan være mange, måske har hunkatten ikke lagt mælk til, eller måske er et kuld så stort, at det kniber med at have mad nok til alle. I sådan et tilfælde vil de/den svageste killing(er) altid bukke under, og hvis der ikke gives en hjælpende hånd, dør de.

Killinger fødes med et stort glykolindhold og kan leve ca. 12 timer uden modermælk, de har faktisk madpakke med. En killing udvikler først sutte- og synkerefleks i sidste fase af hunkattens drægtighed, derfor kan man heller ikke made for tidligt fødte killinger med sprøjte, men må sondemade, hvis de skal have en chance.
I naturen er det en nødvendighed med en vis form for frasortering, da moderdyret ikke kan skaffe mad til så mange, og hellere et lille sundt og robust kuld, de stærkeste skal overleve for at føre slægten videre. Men da vi af etiske grunde kun må trække to kuld om året, er de flestes holdning nok lidt anderledes, når man står med de nyfødte, vi ønsker, de alle skal leve, de skal jo heller ikke selv ud at fange deres mad siden hen. Er killingen rask og har livsvilje, hjælper vi den gerne med et fodertilskud, men jeg vil dog pointere, at det skal være et dyr, der ser ud til at være i orden.

De fleste, der ikke har prøvet at lægge en sonde ned, vil nok være bange for at komme til at lægge den i luftrøret, men det er praktisk taget umuligt. Der er større risiko ved at fodre med pipette eller sutteflaske, da killingen let kommer til at fejlsynke. Er killingen afkræftet, bliver den også hurtigt udmattet og vil ikke sutte. Fejlsynker killingen, medfører det som oftest en lungebetændelse, der næsten altid er ensbetydende med døden.

Fodring med sonde er en ideel løsning, fordi:

* Føden kommer direkte ned i maven.
* Man kan kontrollere, hvor meget killingen får, og kan dække dens behov.
* Man behøver ikke fodre så tit, da man kan give mere pr. måltid. I dagtimerne kan man i starten give hver tredje time og om natten hver fjerde time.

Det bør du have

Sonden, der bruges, er ganske tynd, den bruges også til for tidligt fødte børn. Sprøjten er en ganske almindelig engangssprøjte på 10 ml, der passer til sonden. Som modermælkserstatning anbefaler jeg KMR-mælk, en færdigblandet mælkeerstatning, der lige er klar til brug. Man bør også have en vægt, et viskestykke til at lægge killingen i samt nogle stykker køkkenrulle til at tørre den bagi efter at den er madet, hvis moderkatten ikke selv vil/kan vaske den lille, så den kan besørge.
Selve fodringen er enkel. Man tager killingen, der skal mades, og måler fra snudespids til nederste ribben – eller hvis du har svært ved at finde nederste ribben, så mål til navlen med sonden, så afmærker man på sonden. Vej killingen, en nyfødt killing vejer mellem 70-100 g., og man regner med 1 ml. mælk pr. 30 g. killing.
Træk mælkeblandingen op i sprøjten, sørg for, at den har legemstemperatur, sæt sonden på og pres stemplet ned, så sonden er fyldt ud med blandingen, der må ikke stå luft i sonden. Dyp spidsen af sonden i lidt varmt vand, så glider den lettere ned. Du lægger så killingen på et underlag og løfter hovedet lidt tilbage, så åbner du forsigtigt killingens mund og fører sonden ned til

afmærkningen. Er killingen lidt sprælsk, må man holde fast rundt om hovedet og sonden, så sonden bliver på plads, tryk så stemplet langsomt ned, til du har givet den ønskede fodermængde. Træk sonden langsomt op igen; er der mere mælkeblanding i sprøjten, skal du passe på ikke at trykke på stemplet, mens du trækker sonden op.
Er der flere killinger, der skal sondemades, er det en godt ide at lægge dem over i en kasse efterhånden som proceduren skrider frem, så man kan huske, hvem der har fået mad.
Rengøring af sonden er et kapitel for sig
Træk vand op i sprøjten, sæt sonden på og skyl den helt ren, opbevar den i en skål eller lignende med vand i til næste gang, du skal bruge den. Når du skal fodre næste gang, koger du noget vand og hælder det kogende vand ned over sprøjten og skyller den igennem inden brug, du kan eventuelt også temperere mælkeblandingen ved at sætte den mængde, du skal bruge, ned i det kogende vand, brug et lille glas til det. Husk, at hygiejnen skal være høj, da killingen er meget modtagelig for bakterier, især, hvis killingen ikke har fået modermælk. En maveinfektion kan også slå en lille ny ihjel.

Kirsten Nielsen

Supplerende bemærkninger

af Niels Peter Hansen

Man skal som regel overvinde sig selv første gang, man skal føre sådan en sonde ned. Jeg skulle i hvert fald, da min brite Maggies killinger skulle sondefodres.
Men som Kirsten skriver, er det praktisk taget umuligt at føre sonden "det forkerte sted" hen. Er den på vej mod luftrøret, mærker man en tydelig modstand og skal så blot trække den op igen og begynde forfra.
Har man først vænnet sig til det, kan sondefodring faktisk godt gå hen at blive en helt hyggelig og nærmest rørende sag. Sjovt nok begynder killingerne at smaske højlydt, straks foderet begynder at strømme ud i mavesækken, og på dette tidspunkt stilner de meget forståelige protester også af.
Sondefodring har efter mine erfaringer en positiv "bivirkning": der er næsten ingen killinger, der er så meget i hænder som små, som netop sondefodrede killinger. Det kan man den dag i dag mærke på temperamentet hos Maggies killinger, som nu er voksne og hjemfarne. Briten har generelt et dejligt temperament, men disse katte har en særligt god prægning.
Lidt om etikken: som Kirsten skriver, har naturen sørget for en kraftig selektion i et kuld. Jeg mener ikke, man skal sondefodre på en killing, fordi moderen nægter at tage sig af den. Det er som regel tegn på, at der er noget alvorligt galt med killingen, og den går i reglen til i løbet af de første døgn. Det er selvfølgelig noget, man bør rådføre sig med

sin dyrlæge om.
I Maggies tilfælde var situationen den, at fødslen havde været så hård, at hun ikke kunne producere mælk nok til killingerne, som i øvrigt virkede sunde og raske med normal fødselsvægt - visse endda i den store ende af normalskalaen.
I sådan en situation synes jeg, det er fuldt berettiget at sondefodre. En anden oplagt situation er den, Kirsten nævner, hvor et i øvrigt sundt kuld er så stort, at det kniber for alle at "komme til".
Her kan man også overveje alternativet at benytte den "ammetjeneste", racekatteklubberne har. Her kan man få kontakt til ejere af hunkatte, som f.eks. ligger med meget små kuld, og måske "udstationere" nogle af killingerne der. Imidlertid er det ikke altid, der er en sådan hun til rådighed, eller den bor måske så langt væk, at det er problematisk at transportere killingerne så langt. I så fald er sondefodring et bedre valg.
Hvis du skulle komme i den situation, at du får brug for at sondefodre, vil jeg anbefale dig at holde kontakt med én, der har prøvet det, ikke mindst på grund af den "moralske opbakning", man får brug for. Det er også nødvendigt at have sin dyrlæge med på råd, ikke mindst for at få vurderet, om der er tale om killinger, der kan overleve og leve rimeligt, blot de bliver støttefodret.

Niels Peter