Løbetider og parring

- ting at tænke på:

Det er meget forskelligt i hvilken alder hunkatten kommer i løbetid første gang. Det er også svært at kortlægge, fordi den første løbetid tit er så svag, at ejeren ikke bemærker den (men det gør kvarterets hankatte :-)).
Under alle omstændigheder er det klogt at vente med det første kuld, til hunkatten er et års tid gammel. Ellers kan hun være for umoden til at passe et kuld uden for meget "fjumren". Hvis ens hunkat skal parres, skal man være opmærksom på:
- at hvis katten har gået på p-piller, skal der være gået mindst 10 dage siden den sidste pille, før katten må parres. Hvis dette
ikke kan lade sig gøre, må man hellere vente til næste løbetid. Det tager sin tid inden p-pillehormonet er ude af kroppen, og det kan enten få parringen til at mislykkes eller skade fostrene.
- det er klogt at få begge katte testet for katteleukæmi og katte-AIDS. Disse to uhelbredelige sygdomme, som især smitter netop ved parring og slagsmål, kan checkes med samme test, den såkaldte Eliza-test.
- teoretisk er én parring nok, i praksis er det bedst at lade kattene blive sammen til en eller begge bliver trætte af det (det er ofte hannen, der først "kører træt").

 - sådan foregår en parring

igoremma.jpg (9280 bytes)Hvis kattene ikke kender hinanden i forvejen, kan det godt tænkes, at det første, der sker, er, at hunkatten går af løbetid.
Det er helt normalt.
De fleste mennesker har en forestilling om, at dyr parrer sig fuldstændig i flæng med den første, den bedste egnede partner, de løber ind i. Det er ikke tilfældet. Hunkatte kan være meget "kræsne" og skal som regel udsættes for en vis forførelseskunst, før de accepterer en han.
Af og til afviser de hannen fuldstændigt, og så er der ikke andet at gøre for ejeren end at hente damen og præsentere hende for en anden han, der måske har bedre held.
Hvis der opstår sympati, vender hunnens løbetid tilbage, hvilket imidlertid ikke betyder, hannen nu "bare kan hoppe på". En erfaren han vil holde sig i sikker afstand lidt endnu, mens han kredser rundt om hunnen og synger indsmigrende.
Til sidst er det rette øjeblik inde (hvilket den erfarne han både
kan lugte og høre på hunnen), og han griber hende i nakkeskindet. Det gør han simpelthen fordi hunkatten i sin lidenskab "rumsterer" så meget rundt, at han er nødt til at have et greb i hende for ikke at "falde af" hvert andet øjeblik.
Under parringen, som ikke varer mange minutter, sparker hunnen voldsomt bagud med bagbenene. Mens parringen står på, vil nogle hunkatte udstøde brummende og/eller kurrende lyde; hos katte, der til hverdag i forvejen har et forholdsvis højt lydniveau, kan denne "musik" lyde lidt aggressiv, hvilket den imidlertid ikke er. Parringen afsluttes af hunnens orgasmelyd, som bedst kan beskrives som et "kurrende brøl", ofte stigende både i lydstyrke og tonehøjde. Snart efter trækker hannen sig ud, og hvis han har prøvet det før, skynder han sig væk, for ellers får han en syngende lussing.
Hankattens penis har nogle små modhager, og derfor gør det lidt ondt på hunnen, når han trækker sig ud. Det menes, at det underligt nok er denne smerte, der sætter ægløsningen i gang. Hos katte kommer ægløsningen nemlig ikke af sig selv som hos mennesker.
Efter parringen ruller hunkatten sig vildt rundt på gulvet/jorden. Denne adfærd (sammen med ovennævnte brøl) er et af de sikreste tegn på en gennemført parring.

Valid HTML 4.01!

Valid CSS!