Kattens sanser

Synet

Noget af det, de fleste lægger mærke til ved kattens øjne (ud over, at de lyser i mørke), er de spalteformede pupiller. Det er karakteristisk for de mindre arter i katteslægten - de store arter som løver og tigre har runde pupiller.
Ud over at regulere lysmængden bruger katten pupillerne til at stille skarpt med, da linserne i deres øjne er knap så fleksible som vores. Desuden spiller kattens pupiller en rolle i kommunikationen, idet størrelsen kan sige noget om kattens sindsstemning: en bange kat har ofte meget store pupiller, hvorimod en vred kat har ganske smalle sprækker.
Kattens nethinde har to typer celler: en, der registrerer lodrette ting, og en, der registrerer vandrette ting. Brugen af de to typer celler kræver en vis grad af indlæring. Ved forsøg har det vist sig, at katte der er vokset op i et miljø med udelukkende vandrette synsindtryk, får svært ved at se lodrette ting og derfor konstant vil brase ind i bordben og lignende.
Visse forskere mener at have påvist, at nogle disse celler også kan registrere lyde. Det henstår dog i det uvisse, hvad dette betyder, og hvorfor katten i så fald har brug for at kunne "høre med øjnene".
Kattens synsfelt er meget bredt, til gengæld ser den lidt sløret i udkanten af synsfeltet. Den oplever ikke farver helt som os; populært sagt ser den farver lige som

mennesker, der er farveblinde, bl.a. ses røde og gule farver som blålige og grønlige nuancer. Til gengæld kan katte se den for os usynlige farve ultraviolet.
Katten behøver uendeligt lidt lys for at kunne se; den smule stjernelys, der trænger igennem en overskyet nat er faktisk nok. Dette skyldes til dels de "selvlysende" øjne, idet kattens nethinde har et fluorescerende lag ("tapetum lucidum"), der kaster lyset tilbage, så katten populært sagt kan "bruge det samme lys flere gange". Underligt nok forbinder mennesker næsten udelukkende denne evne med katte, selv om det er et udbredt fænomen blandt pattedyr, der har brug for at færdes om natten; hunde har den fx også.
Katte ser utroligt skarpt i midten af synsfeltet, dog bedst på afstand. Katte er nemlig en anelse langsynede (hvis de kunne og gad læse, skulle de have læsebriller). Når de spiser, kan de faktisk ikke se maden, men holder kontakt med den ved hjælp af knurhårene og lugtesansen. Derfor nægter en del katte at spise noget, der er helt eller delvist lugtløst. Så her har du en af forklaringerne, hvis din kat ikke vil spise tørfoder. Du kan evt. lokke den til det ved at bløde foderet op med lidt vand, så det kommer til at lugte lidt kraftigere.
Kattens synscenter i hjernen har et indbygget "gitter" eller "censurinstans", som fortrinsvis lader indtryk af ting i bevægelse passere. Der er faktisk meget, der tyder på, at katte har svært ved at se noget, der forholder sig helt stille. Der er da også rapporteret om mus, der har reddet livet ved at "spille død". Det er jo rart at vide, hvis man skulle blive mus i sit næste liv

Hørelsen

Kasper, som kunne kende
lyden af "Fars" cykelbagage-
bærer fra alle andres ...

- er meget skarp hos katten - endda skarpere end hos hunden. Ikke overraskende er den særligt god til de tonehøjder, mus og andre smågnavere benytter sig af. Katte bruger da også i høj grad hørelsen til jagtformål, fx til at afgøre om et musehul er beboet eller forladt.
Man skulle tro, at et dyr med så god en hørelse ville være stærkt generet af nytårsfyrværkeri; men uvist hvorfor tager de fleste katte den slags med knusende ro. Det er ikke ualmindeligt at se katten sidde i vinduet og følge interesseret med i afviklingen af fyrværkeriet, især hvis der er mange flotte raketter.
Den gode hørelse gør, at katten fx. kan kende motorlyden i sine menneskers bil fra alle andre bilers - også af samme mærke og model. Ja, den kan endda høre, hvilket familiemedlem, der sidder bag rattet, fordi hver har sin kørestil med sine specielle lyde.
Min første kat Kasper kunne høre, om det var min cykelbagagebærer, der smækkede udenfor, eller om det var naboens. Hvis det var min, styrtede han ud i entréen for at indlede den daglige hilseceremoni, var det derimod naboens, fortsatte han sin lur.
Hørelsen er selvfølgelig også vigtig i kommunikationen med andre katte.

Lugtesansen

Kattens lugtesans er betydeligt bedre end menneskets, men knap så god som hundens. Katten anvender især denne sans i samspillet med andre katte.
Katte er udstyret med kirtler, der udskiller duftstoffer. Disse dufte er lige så forskellige fra kat til kat som fingeraftryk hos mennesker.
Duftkirtlerne findes bl.a. på kattens kinder, på underbenene og under halen. Når en kat "patruljerer", vil den afsætte duftmærker, dels når græsset gnider mod dens ben, dels når den gnider mundvige og kinder mod genstande på ruten. Der afsættes også dufte, når katten hvæsser kløer, og naturligvis når den strinter.
Når en anden kat senere kommer forbi, kan den ud fra duftene konstatere - at der har været en anden kat - hvilken kat det var (hvis det altså er en, den kender) - og ca. hvor længe siden, det var. Antagelig kan den også ud fra duftene bedømme, hvilken vej den anden er gået. Det er endda muligt, at den kan lugte, hvilket humør den anden kat var i.
Det er vigtigt at slå fast, at duftafmærkningen ikke behøver at være udtryk for en aggressiv "skrub-af-her-bor-jeg" holdning. Budskabet er ofte mere i familie med det for mennesker kendte "Kilroy was here", altså en neutral markering af tilstedeværelse.

Afmærkningen spiller en stor rolle, når katte har territorier, der støder op til hinanden eller måske endda overlapper hinanden med et fælles område i midten, (det sidste er ikke helt ualmindeligt). Kattene kan så ved hjælp af duftene afpasse patruljeringen, så de ikke støder ind i hinanden; derved undgås megen ballade, noget som katte lægger stor vægt på. Det har de tilfælles med de fleste pattedyr (især rovdyr p.g.a. de farlige våben, de råder over), fordi der ikke er råd til, at dyrene spilder tid og energi på at slås med deres egne artsfæller.
Udover næsen har katten et lugteorgan i munden, nærmere bestemt i ganen. Det kaldes det Jacobsonske organ og kendes også fra heste, får og især krybdyr. Det bruges især til at identificere andre katte med, og impulser fra dette organ går direkte til hjernens sex- og sultcentre.
Når katten bruger dette organ, krænger den læberne til side og suger luft ind i munden. Det kaldes, at den flegmer.

Smagssansen

er ikke så veludviklet hos katte. Hvor mennesker og hunde har smagsløg fordelt på hele tungen, har katte dem kun i kanten. Tidligere troede man, at katte var ude af stand til at smage sødt, nok fordi man aldrig ser en "slikken" kat. I dag ved man, at katte bagest på tungen har nogle få smagsløg til søde sager, der dog næppe har betydning, da katte kun behøver meget små mængder kulhydrat for at overleve. Selv om katten kan smage surt, sødt, bittert, salt og vand, "smager" den stort set med lugtesansen. Mennesker "smager" rødvin på samme måde, idet rødvin ikke indeholder smagsstoffer, kun dufte.

Jeg vil i øvrigt benytte lejligheden til at aflive en farlig myte: Katte kan ikke smage eller lugte, om noget er giftigt, og de har ikke noget medfødt instinkt for, hvad de kan tåle at spise og drikke. Tværtimod er de afhængige af deres mor for at lære, hvad der er "mad". Denne indlæring er så effektiv, at killingerne kan lære at se forskel på fx mus og rotter, selv om man kun viser dem en lille stump skind. Da du er katten "i moders sted", må du derfor tage ansvaret for din kat også på dette område.

Følesansen

er særligt skarp på trædepuderne og ved de såkaldte varbørster, hvoraf knurhårene er de mest iøjnefaldende. Katte har dog følehår over hele kroppen, og det er måske derfor, mange af dem ikke bryder sig om at blive strøget mod hårene.
Der sidder også varbørster over øjnene, under hagen og på benene. Katten bruger blandt andet varbørsterne til at føle med, når noget er for tæt på, til at den kan se det, eller når det er så mørkt, at selv katte har svært ved at se.

Desuden bruges de til balanceformål (hvordan er ikke helt afklaret). En kat, der har mistet knurhårene, vil ofte bevæge sig, som om den har fået en tår over tørsten.
Katten kan ikke kun føle noget, der direkte rører ved varbørsterne; den kan også registrere luftstrømme, bl.a. dem, der opstår p.g.a. levende væsners kropsvarme.

Den sjette sans?

Der verserer mange myter om kattens overnaturlige evner - som om de naturlige ikke var fantastiske nok!
Mange af disse myter har baggrund så langt tilbage som til Middelalderen, hvor man i fuldt alvor mente, at katten var Djævelens sendebud.
Flere af den slags holdninger, end vi bryder os om at tro, lever den dag i dag i vores underbevidsthed. Det kan være en af grundene til, at selv inkarnerede katteelskere ikke altid føler sig helt trygge ved deres dyr, især ikke, når de sidder og stirrer på én i halve og hele timer. Men husk på, at katten som tidligere omtalt bedst kan se ting, der bevæger sig, så måske sidder den bare og venter på, at du skal røre på dig, så den kan se dig rigtigt. :-)
Både forvildede og tamme katte har tilsyneladende stor

fornøjelse af at iagttage mennesker. Den amerikanske forfatter Roger A. Caras ("Som katten ser os") går så vidt som til at hævde, at selv om vi ingen kat ser, er vi mennesker konstant iagttaget af mindst én kat. Hvorfor vi er så interessante for katte er endnu en gåde.
En anden årsag til, at man taler om "sjette sans" i forbindelse med katte, kan være deres fantastiske flair for dyrs og menneskers sindstilstand. Ofte har man en fornemmelse af, at de ligefrem kan læse tanker. Dette skyldes nok, at katten fra naturens hånd er veludrustet til at aflæse kropssprog og -lugte, ligesom den opfatter den mindste ændring i stemmeføring. Ofte opdager katten, hvordan du har det, lidt før du selv bliver bevidst om det.

Tidsfornemmelse

De fleste etologer (etologi: læren om adfærd) er enige om, at dyr ikke har så veludviklet en tidsfornemmelse som mennesket. Det er da også rigtigt, at dyr ikke er klar over, hvor mange timer, de har været alene, eller hvor længe der er, til madskålen kan forventes fyldt.
Der er dog mange signaler, der kan hjælpe katten til at holde rede på tidspunkter (snarere end tidslængde). Myldretidstrafikken larmer på samme tid hver dag, og fuglesangen ændrer sig ikke bare i løbet af dagen, men også i løbet af året. Forskellige planter blomstrer på forskellige årstider og udsender hver deres specielle duft. Også lyset ændres. Mennesker og dyr hos naboer udsender også forskellige lyde, lugte og synsindtryk alt efter tidspunkt.
Alligevel virker det forbavsende og ulogisk - ja næsten mystisk - når i hvert fald visse katte har fuldt check på bestemte klokkeslæt og sågar ugedage. Det fortælles om en kat i Tyskland, at den hver mandag kl. 19.45 gik hjemmefra for at følge spillet i en bingohal gennem et vindue, og den kom direkte hjem

ved 22-tiden, hvis spillet var slut. Den tog aldrig fejl af ugedag eller klokkeslæt, og det var også den eneste ugedag, hvor katten ikke gik ud ved 17-18 tiden. Det hører med til historien, at katten ikke blev fodret ved bingohallen; den sad blot uden for et lukket vindue og fulgte spillet. Man må antage, at der også findes signaler, der er forbundet med bestemte ugedage, fx. afhentning af storskrald eller lign.
Det er altså alle signalerne fra omgivelserne, der gør katten i stand til at vide og blive fornærmet over, at vi kommer et par minutter for sent fra arbejde.
Selv om der ikke er noget mystisk ved kattens tidsfornemmelse, må man alligevel forundres over, hvor skarpe sanser, katte har. I naturen kan det have stor betydning, at tingene foregår på bestemte tidspunkter; for eksempel ligger rovdyrenes aktive perioder i døgnet tæt op ad byttedyrenes. For tamkattens vedkommende ligger de aktive perioder i timerne omkring solopgang og -nedgang. Midt på natten sover de som regel.

Tankevirksomhed

Mange mennesker er ikke klar over, hvor intelligente, katte faktisk er. Men nyere undersøgelser har vist, at kattens hjerne er opbygget nogenlunde som vores - blot med den forskel, at der selvfølgelig ikke er noget talecenter, og at der formentlig ikke er afsat så meget plads til hukommelse, i hvert fald ser det ud til, at det er nogle andre ting, den husker.
Vi mennesker har altid ønsket at hæve os højt over dyrene og gøre os til noget særligt, men det bliver sværere og sværere. Tidligere anså man det for et bevis på menneskets overlegne intelligens, at vi brugte redskaber, men så opdagede man, at det gør fx. chimpanser også (visse myrearter holder endda husdyr).
Så vedtog man, at kun mennesker kan tænke abstrakt, men også den påstand er ved at blive gennemhullet. Selv om forskerne er delt i to lejre, er forskningen i fuld gang, og man mener at have fået de første beviser på abstrakt tænkning hos forskellige dyrearter. Det hele er endnu så nyt, at det ikke har været muligt at finde fyldestgørende materiale om emnet.
Den interesserede katteejer er ikke i tvivl om, at der foregår en masse mellem ørerne på den hårede ven. Kattens form for humor, det "kærlighedens tyranni", den udøver, og dens evne til at "regne den ud" synes umulig uden abstrakt tænkning, så det bliver spændende at se, hvad forskerne finder frem til. Problemet om intelligens kompliceres yderligere af, at det også er et definitionsspørgsmål. Men hvis man mener, at intelligens er evnen til at løse problemer uden at prøve sig frem først, kun ved at kombinere erfaring, hukommelse og nye

oplevelser/sansepåvirkninger, ville svaret for bare kort tid siden have været et utvetydigt: Nej, katten er ikke intelligent. Imidlertid offentliggøres der flere og flere laboratoriestudier, det tyder på, at katte er endog højt intelligente.
En amerikansk forsker beretter således om en kat, som først lærte at flytte kasser; herefter blev den lukket ind i et rum, hvor der i en snor fra loftet hang et stykke lever. Leverskiven hang så lavt, at katten lige netop kunne nå den ved at hoppe op og rive den af snoren. Nu anbragte man leveren så højt, at katten ikke kunne få fat i den; men lidt derfra stod en kasse. Efter flere forgæves forsøg på at hoppe op efter leveren satte katten sig hen i et hjørne og begyndte at soignere sig, en ganske almindelig overspringshandling når katte er frustrerede, forlegne eller usikre. Pludselig midt i soigneringen stivnede katten og stirrede koncentreret på leveren, hvorefter den gik hen og flyttede kassen hen under leverstykket, hoppede op på kassen og på den måde fik fat i lækkerbiskenen.
I et andet forsøg har man konstateret, at katte har en utroligt fin hukommelse - faktisk bedre end både hunde, rhesusaber og orangutanger - også, når det drejer sig om at huske en kombination af ganske komplicerede tankegange og problemløsninger.
Som katteejer er det fristende at sige: Hvad sagde jeg?