Sp.: Jeg er lige flyttet sammen med min kæreste og hans kat for fire måneder siden. Eftersom hans kat Behr ikke rigtigt brød sig om mig, og jeg elsker katte, besluttede jeg mig for at få én selv for to dage siden.
Hun (Hallie - den nye kat) prøver at blive topkatten i huset. Gennemgående er hun temmelig stor i slaget. I stedet for, at den ældre kat får et hysterisk anfald, er det den yngste.
For mig at se er den ældre kat (Behr - ni år) mere nysgerrig end aggressiv. Hun starter ikke slagsmålene, før Hallie er begyndt at knurre og hvæse uden at bakke ud. Behr bakker så ud efter en kort kamp (med aldeles RÆDSELSFULDE lyde - igen kun fra min kat!), sniger sig ind i et hjørne i entréen og surmuler.
I aftes strintede Hallie på Behr under en af disse kampe, og jo, det er en hun, så hun gjorde det ikke specielt effektivt. På alle de sites, jeg har fundet indtil nu, siger de, at kattene skal isoleres i hver sit rum. Vi har sådan en lille lejlighed, at det nærmest er umuligt. Vores soveværelse og badeværelset er de eneste to rum med døre, og soveværelsedøren kan Behr åbne.
Jeg har så mange bekymringer, at det næsten er umuligt at tage dem allesammen med. Jeg er bare så bekymret for Hallie, og samtidig vil jeg ikke støde den ældre kat væk. Så at lukke den ene kat inde i et soveværelse (eller badeværelse) virker ikke som en mulig løsning for mig, men det kan jo blive nødvendigt til sidst. Har du andre forslag?
Sv.: For nu at berolige dig først: denne site siger ikke, du skal isolere dem! Den metode plejer bare at forlænge pinen, og når man så prøver at sætte dem sammen igen, er man næsten tilbage ved udgangspunktet. Jeg plejer kun at anbefale isolering, hvis kampene er så slemme, at der er risiko for fysiske skader på kattene, hvilket jeg ikke er det indtryk, jeg får af dit spørgsmål (og generelt er det i øvrigt også sjældent).
Jeg tror, at du med Hallie har fået en kat med et ego i Muhammad Ali-størrelse, og derfor irriterer det hende, at Behr ikke rigtig er bange for hende, hvilket hun burde være, efter Hallies mening, altså. I hendes alder har de fleste katte en lømmelperiode, hvorunder alle grænser bliver afprøvet.
Min hovedbekymring ville egentlig være, hvordan Behr tog alt det her, men hvis jeg har forstået dig rigtigt, reagerer hun faktisk forbavsende roligt (for en kat).
Så længe det stadig er muligt for din kæreste at give Behr den kærlighed, hun er vant til, tror jeg ikke, der er grund til bekymring. Det tager meget længere tid for katte at få etableret et indbyrdes forhold, der fungerer, end for mennesker, og processen både lyder og ser rædselsvækkende ud for mennesker. Men det er faktisk en nødvendig fase, de skal igennem for at opnå en "modus vivendi".
Så længe ingen kommer fysisk til skade (og her medregner jeg ikke at blive strintet på), er der ingen grund til at opgive håbet. Jeg er sikker på, at du efter et stykke til vil begynde at se små tegn på fremskridt dag for dag. Det er ikke sikkert, de nogensinde kommer så langt som til ligefrem at elske hinanden, men det er så godt som sikkert, at de en dag vil nå en balance, hvor de accepterer hinandens eksistens, måske suppleret med små tricks for at undgå hinanden i potentielle konfliktsituationer etc. |
