Sp.: Min hankat på fem måneder har kastet op, tre gange på tre dage. To gange en stor ufordøjet opkast. Der er lidt mørkt sekret fra det ene øje. Ellers er han som han plejer, meget legesyg. Hvad er der galt med ham?
Sv.: For at tage det vigtigste først: Jeg synes, du skal ringe til din dyrlæge så snart, han/hun åbner igen.
Ud fra de foreliggende oplysninger er det meget svært at sige, hvad der kan være galt. Men med en kat i den alder kunne man godt få mistanke om, at den kan have slugt et eller andet (en snor, noget sytråd osv.), som blokerer for tarmindholdet, så det ikke kan komme "videre i systemet", men må op igen. En "gammeldags" forstoppelse kan også have den virkning.
Hvad sekretet fra øjet angår, kan det være, den bare har fået træk. Men hvis det bliver ved at komme igen, når du tørrer det bort, er der nok en eller anden form for infektion.
Hvis katten bliver dårlig inden din sædvanlige dyrlæge åbner igen, skal du ringe til dyrlægevagten. De fleste dyrlæger er med i en vagtordning, og hvis man ringer til sin dyrlæge uden for dennes åbningstid, vil en telefonsvarer almindeligvis oplyse telefonnummeret til vagthavende dyrlæge. |