Sp.: Vi har hidtil givet vores hunkat p-piller uden problemer. I vores ferie blev vores kat passet af noget familie, som desværre glemte at give hende p-piller i tre uger, så nu er hun kommet i løbetid og havde været i løbetid i ca. én uge, da vi hentede hende hjem igen. Da hun har været meget ude i de tre uger, er vi i tvivl om hun er blevet drægtig, og vi tør derfor ikke umiddelbart fortsætte med p-pillerne. Vi har derfor valgt selv at holde hende indenfor i resten af løbetiden.
Samtidig er vi lidt kede af at skulle have killinger til efteråret, da vi synes hun er for ung. Vi havde regnet med, at hun skulle have et kuld i foråret 2003 og derefter steriliseres. Mine spørgsmål er derfor: Hvornår kan vi selv eller en dyrlæge konstatere, om hun er blevet drægtig? Hvis hun ikke er blevet drægtig, hvornår kan vi så begynde med p-pillerne igen.
Sv.: Selv kan I konstatere det ca. tre uger efter parringen ved at hendes dievorter bliver større og mere rødlige.
En dyrlæge vil ikke kunne sige det med sikkerhed meget før. Det foregår ved en ultralydsprøve, og selv ved en fosteralder på tre uger skal man vide, hvad man kigger efter for at kunne se det. Det kan i øvrigt være endnu sværere sidst i forløbet, fordi fostrene nu er så store, at billedet så at sige "flyder ud". Men på det tidspunkt har man jo også mere synlige beviser at forholde sig til ....
Jeg undrer mig lidt med hensyn til Jeres overvejelser om hendes alder - hvis hun er tretten måneder nu, er hun jo næsten halvandet år gammel, når hun føder, og det ville jeg da ikke (i min race i hvert fald) betegne som for ung? I kan begynde med p-pillerne igen, så snart I ved, hun ikke er drægtig, men helst, mens hun ikke løber. |