Sp.: Hvordan kan det være at en neutraliseret hankat på et år alligevel slås med min nabos kat? Han er en udekat og han nyder det meget! Men jeg er blevet lidt bange for at la' ham gå ude da han den 1. juli kunne komme hjem med et hagl i siden. Tror du det kan være fordi han jager fugle, og slår en del ihjel? Han går med et refleks-halsbånd, man kan altså se han er tam, men er det så lovligt at skyde den ? Det håber jeg ikke det er!
Sv.: For at tage det sidste først: Nej, det er ikke lovligt at skyde en kat med eller uden halsbånd. Desværre afholder det ikke alle fra at gøre det alligevel.
Det er ikke helt ualmindeligt, at kastrerede katte alligevel slås, selv om de fleste bliver lidt mere fredsommelige af at blive kastreret. Men en del af territoriebevogtningen består jo alligevel, og hvis naboens kat er "fræk", får den besked. Det kan også være, at slåskampene har mere legekarakter end du regner med. Det ser ofte værre ud i menneskeøjne, end kattene selv oplever det.
Men når du bor i et område, hvor en eller anden kan finde på at skyde katte, ville jeg faktisk holde ham inde. Hvis du har mulighed for det, ville det bedste være, om du kunne lave en løbegård til ham - eller hegne haven ind, hvis det er muligt. |