Sp.: Hvordan får vi vores lille frække kattekilling til at undlade at tisse i stuen, en kold dukkert hjælper ikke, men nogen siger at baldrian dråber kan gøre tricket. Virker det eller har du et bedre råd inden for en rimelig pris.
Sv.: Hvis katten allerede er blevet kønsmoden, kan det være grunden, og så hjælper kun kastrering. Det er nu ikke særlig sandsynligt, når den ikke er ældre (selv om det forekommer).
Hvis det er et bestemt sted i stuen, den tisser, kan I prøve, om det hjælper at stille en ekstra tissebakke der.
Hvis det er flere forskellige steder, kan I prøve at lukke katten inde i et mindre rum sammen med sin tissebakke, når I ikke er hjemme, for ligesom at minde den om, hvad sådan en er til. Killinger og ungkatte kan godt i en periode have så meget fart på, at de glemmer "færdselsregler" som hvor man tisser. Det gælder så om at gribe ind, så det ikke gror fast som en vane.
Når I er hjemme, kan I så lade den være ude i hele boligen, og hvis I så ser, den lægger an til at tisse i stuen, bærer I den hen til dens bakke (uden at skælde ud) og sætter den der, mens I roser den. Hvis den så tisser på bakken, kan I supplere med en godbid.
Det gælder om at få katten til at forbinde det at bruge tissebakken med noget rart.
Jeg tror ikke, baldrian hjælper. Teoretisk burde det gøre det, eftersom katte elsker lugten af baldrian, så man skulle tro, det var en god ide at dryppe bakken med lidt baldrianolie.
Men da jeg selv prøvede det i sin tid som grøn førstegangs-katteejer, skete der ikke andet, end at katten lå og rullede sig spindende i sandet det meste af dagen; men urenligheden hjalp det ikke på ....
I kan læse mere om urenlighed her. |