Sp.: Jeg har en dejlig kastreret hanhuskat på otte måneder (jeg har nu også en dejlig russerpige på tre måneder, men det er nu en anden sag).
Dali blev kastreret da han var seks måneder gammel, da dyrlægen sagde, at tiden var nu inde, hvis vi skulle undgå at han strejfede.
Han er nu også blevet meget mere rolig og bliver altid i haven.
Mit spørgsmål går nu på følgende:
Jeg læste forleden, at man ikke bør kastrere hanner, før de bliver otte-ti måneder, da det kan gå ud over deres udvikling og ikke mindst helbredet senere i deres liv.
Hvad er det præcist med udvikling og helbred, som tidlig kastrering kan indvirke på??
Sv.: Efter den nyeste forskning er der intet, der tyder på, at en tidlig kastrering giver nogen som helst skadevirkninger, hverken på kort eller langt sigt. Der er endda lavet en større undersøgelse i USA, hvor man kastrerede få uger gamle killinger og siden fulgte dem helbredsmæssigt. Selv ikke hos disse killinger viste der sig senere problemer.
Der er endda også visse fordele ved tidlige kastreringer: en ungkat klarer bedre narkosen end en helt voksen kat - blandt andet, fordi den ikke behøver så meget narkose som den voksne.
Det, moderne dyrlæger har lært på Landbohøjskolen er, at det ikke så meget er kattens alder som dens vægt, der betyder noget. Min egen dyrlæge vil helst have, at katten vejer 2 til 2½ kg. Det skyldes, at det kan være svært at ramme den rigtige narkose-dosis hos en mindre kat, især i en mindre praksis, hvor dyrlægen ikke "har folk til narkosen".
Det, man førhen var bange for ved tidlig kastrering, var, at kattens udvikling skulle gå i stå før tiden, så den blandt andet ville få for snævre urinveje og dermed øget risiko for problemer med urinsten.
Det har vist sig at være en ubegrundet frygt, fordi væksten faktisk ikke går i stå efter en kastration. Katten kommer til at vokse lidt langsommere, til gengæld fortsætter væksten i længere tid end hos en ukastreret kat.
Man kan derfor godt komme ud for, at en tidligt kastreret kat bliver større, end hvis den først var blevet kastreret på et sent tidspunkt. |