Spørgekassen

Kat og kat imellem

Sp.: Jeg har en treårig steriliseret mis, der indtil for nyligt har gået sammen med en anden steriliseret kat. Den er desværre død.
Nu har jeg forbarmet mig over en lille rød hankilling, han var noget angst i starten, men kommer sig fint. Min "gamle" mis er meget vred og truende, de har endnu ikke været sammen, da jeg er noget nervøs for den lilles ve og vel.
Vil hun gøre den ondt? Den lille ny vil så gerne hen til hende, jeg håber det går.

Sv.: Det kommer an på, hvad du mener med "vred og truende". Ofte skyldes sådanne problemer, at vi mennesker stiller lidt urimelige forventninger til, hvor hurtigt og smertefrit, kattesammenføringer kan gøres. Det kan ikke undgås, at der bliver hvæset, knurret og måske endda "smækket lussinger".
Den "gamle" kat skal jo lige have forklaret den nye, at hun bor her og har nogle grænser, hun vil have respekteret. Dér har vi mennesker en fordel i vores sprog; vi kan forklare hinanden den slags med ord, den mulighed har katte ikke, derfor er der (næsten) altid en periode med hidsige udfald, til begge parter har lært hinandens grænser at kende.
Men når den ene part er en killing, er det ekstremt sjældent, at der sker direkte skade på nogen af parterne. Killinger har lang snor hos de fleste voksne, selv om den voksne selvfølgelig ser en vis interesse i at opdrage den lille - måske endda i rent selvforsvar.
Prøv at sætte dem sammen i perioder, hvor du kan overvåge samværet og skille dem ad, hvis bølgerne kommer til at gå for højt. Men hvis der ikke opstår andet end ovennævnte hvæsen og knurren, er der ingen grund til at skille dem.
Jeg er næsten sikker på, at du så vil se små fremskridt for hver gang - ellers må du endelig skrive igen!

Tilbage

Dit spørgsmål

- send det ved at klikke på knappen her:

Valid HTML 4.01!

Valid CSS!