SAGA’S SAGA 2
 Egentlig ville Jan vist ikke have haft kat, men jeg sørgede for at komme til verden på hans fødselsdag og den gave kunne han ikke sige nej til. De første 3 måneder boede jeg hos min mor og hendes familie. Søde mennesker, men hvorfor i al verden skal de have sådan nogle børn ? Jeg mener, de larmer, råber og er rent ud sagt dødirriterende og når man fx leger med deres hænder, så begynder de at hyle højt, mens der kommer vand ud af deres øjne. De voksne gør ikke noget ved deres "syge" øjne, holder bare om de små, mens de siger ”så må du passe bedre på, når du leger med killingerne”. Sikke en omsorg for afkommet. MIN mor vaskede da vores øjne, hvis de flød over !Da jeg var klar til det, flyttede jeg så hjem til Ann og Jan. Hmmm, det var vist menneskene, der mente, jeg var klar … jeg blev i hvert fald ikke spurgt. Nej, hvor var jeg bange! Altså, først "kastet" ind i en lukket kasse uden mor og søskende, så puttet ind i en stor brummende tingest, der bevægede sig med lynets fart og da jeg endelig slap fri af alle de kasser og tingester, så havde ALT forandret sig. Ingen kendte dufte eller møbler, ingen mor, ingen søskende, kun nogle mennesker, som stod og sagde: ” Hvor er hun kær!”.Heldigvis var der et kæmpe møbel, som jeg kunne ræse ind under. Der lå jeg i et par dage. Okay, selvfølgelig kom jeg frem for at spise og gøre mig ren, men kun hvis der ikke var nogen hjemme! |
Efter en uge fik jeg faktisk lidt ondt af Ann. Hun var nærmest ulykkelig, og troede helt sikkert at jeg ikke kunne lide hende, så om aftenen stæsede jeg ud fra chatollet og hoppede op i sofaen til hende, stampede rundt og spandt højt… og fandt ud af, at det altså var helt rart, at være centrum for så megen opmærksomhed. Ann og Jan er ret gode til at kradse og kæle, nemlig! Da jeg var 6 måneder, fik jeg lov til at komme ud for første gang. I begyndelsen bare i en sele og snor, men senere gik jeg helt alene. Er det kun mig, som ikke kan lide at gå på græsset, når det er vådt ? Nøjjj, hvor var det sjovt, og farligt. Haven var allerede optaget af en anden kat og I kan tro, den gjorde sit bedste for at bevise det. Men med god hjælp fra mine mennesker lykkedes det mig, at få smidt den uindbudte gæst væk og gradvist fik jeg udvidet mit territorium. Gad vide, hvorfor folk egentlig siger, at hunde og katte ikke kan sammen ? Jeg har aldrig haft problemer !! Giv kræet et par på kassen – og, vupti, vovsen er væk. Eller også kalder ejeren den ind, når han ser, jeg er i haven ! De næste par år af mit liv var ret begivenhedsløse, når man altså ser bort fra nogle (mange !) slåskampe - og den gang jeg havde fået overtalt mig selv til at klatre alt for højt op i et træ. Jan måtte i blæst og regn klatre 5 meter, for at få mig sikkert ned igen. Jeg huskede, hvad jeg havde lært af min mor, nemlig at holde mig til MINE mennesker og ignorere alle andre. Fattede folk ikke det, så var de altså selv ude om det. Faktisk flåede jeg min kattemors ejers ryg, da han engang prøvede at samle mig op !! |
Jo, jo, det er skam vigtigt at lære mennesker at respektere en kat. Og så blev jeg en dygtig jæger. Mus, rotter og en gang i mellem fugle. Hvorfor er det som smager bedst, det sværeste at fange ? Det lykkes mig kun at få fat i en pipper et par gange om året og dem Jan engang havde i et stort bur, plukkede bare pelsen af mig, når jeg lå oven på det, mens jeg prøvede, at finde ud af, hvordan jeg dog skulle få en klo i dem. Jeg har intet imod at fange mus til Ann, hun kan åbenbart ikke selv. Men hun er nu ret sær og vanskelig at stille tilfreds. Og den måde hun behandler sin mad på .... ha !!! Jeg fanger og spiser mine mus, men Ann ..... nej nu skal I bare høre. En nat fangede jeg en ret fed og lækker mus, må jeg nok sige. Jeg var mæt og besluttede derfor at give Ann lidt natmad. Så jeg tog natmaden og hoppede op i sengen, mens jeg kaldte at nu var der mamse. Ann ville dog ikke spise den med det samme og lagde sig bare ovenpå den, mens hun sov videre. Og om morgenen meddelte hun mig, at JEG var ulækker. Helt ærlig, jeg mener, det var da ikke MIG, som lå og rullede i en død mus !!!!! Og siden da fik jeg ikke lov til at gå ud om natten. |
Alt i alt et godt og dejligt liv, lige til oktober måned 1993, hvor Jan lige pludselig bestemte, at nu skulle han have en hund.
