SAGA’S SAGA 3
 Prøv lige at forestille jer det her. Jeg har et pragtfuldt liv med mennesker, der virkelig er blevet godt opdraget til at lystre mit mindste dask med poten, altid en fyldt madskål, ren bakke, rigtig gode dasesteder rundt om i huset, hvor jeg, fordi jeg er i vejen, altid kan være sikker på at få et nus. Og så en skønne dag er det hele ødelagt! Ind ad døren er kommet et lille damplokomotiv, der æder min mad, ikke bruger kattebakke - men gulvet, konsekvent lægger sig på de gode steder, stinker af yrrrk hund – og værst af alt, får mine mennesker til at beskæftige sig med noget andet end ....... MIG!!!!Er der noget at sige til at jeg hadede Sif, som bæstet hed, som pesten? Nå, men jeg fik da hurtigt sat mig i respekt – kløer er vel til for at bruges. Og Sif anerkendte min ret til at bestemme de fleste ting. Faktisk var hun temmelig bange for mig, hi, hi! Jeg nød virkelig at ligge på Ann’s skød og hvæse hver gang kræet forsøgte at komme op i sofaen. På den måde sikrede jeg mig også, at Sif i hvert fald ikke fik ret meget kæl af MIN madmor. Vovser er for resten ret gode at bruge som kradsebræt, har jeg fundet ud af - det er altså sjovere, når ”brættet” laver hurtige bevægelser, og man skal anstrenge sig for at holde fast.Jeg må jo nok indrømme, at jeg gjorde alt for at overbevise især Jan om, at det med en hund her i huset var én stor fejltagelse. For hvad i al verden skal man dog bruge en hund til? Man kan jo knap nok kalde kræet for intelligent og hundesprog – helt ærligt, det er jo komplet uforståeligt for en fornuftig kat. |
Bare lige ét eksempel: Når en hund er glad, så pisker dens hale – når min hale pisker, så er jeg altså sur! Men lige gyldig hvad jeg gjorde, så blev Sif boende. Da hun havde været her i ca. 3 måneder, fandt jeg ud af at hun trods alt havde én virkelig god funktion. Hun er eddergo’ til at jage ræve væk. Ret praktisk, når det altså er mig, som ræven er oppe at slås med (den troede vist, at den kunne bygge hule på mit territorium - HA!). Efter den episode begyndte jeg at være lidt sødere overfor Sif, og så var det at Jan fandt os sammen i sofaen. Så gik det altså ikke længere med at lade som om jeg hadede hunden. I dag vil jeg altså meget nødigt undvære min gode veninde – vores morgentur rundt i haven, for at tjekke de sidste nyheder, er noget så hyggelig. Sif er min legekammerat, der ganske vist ikke kan klatre i træerne når jeg gør, men som altid er klar til en omgang græsfræsen. Vi deler alt hvad vi finder af spiseligt, og ligger sammen under det store grantræ, hvor Sif har gravet en dejlig hule. Og så behøver jeg bare at kalde, så har jeg straks en rasende, snerrende, tændervisende kampmaskine stående klar – Hi, ingen af mine fjender tør stå overfor dén trussel ret længe. Jeg er kun ked af en ting, når jeg tænker på Sif – hun bliver aldrig renlig. Jeg mener, hun er trods alt 7½ år og har stadig ikke lært at bruge kattebakken, men gør sig ren sig inde i blomsterbedet. Ret uforståeligt at Ann og Jan finder sig i det. På den anden side… hvad kan man forlange, hun er jo kun en hund!!! Hmmm – hvad skete ellers i de år? Jo, jeg lærte klokken. Vores nabo vidste næsten altid når klokken nærmede sig 17.30, for da kom jeg som regel løbende gennem hans have. Jeg skulle jo være klar til at stå på trappen og se ynkelig og forsømt ud, når Ann kom hjem. |
Sandheden var oftest, at jeg havde ligget i udestuen og daset, og først lige var smuttet ud gennem kattelemmen, når jeg mærkede at tiden var rigtig. Naboen sladrede en dag. Lige sådan lærte jeg, at man her i huset står op kl. 8.10 om morgenen – vækkeuret ringer ganske vist først kl 9.00, men jeg hader at være sent på den! Og så går vi altså i seng senest kl. 23.45, noget, nogle af Ann og Jans venner griner meget af, især fordi jeg altid henter Ann, så hun kan få lov til at ligge og putte med mig, inden jeg falder i søvn. Jeg har mange gange imponeret vores gæster med at lade dem bestemme, hvad tid jeg skulle komme hjem om aftenen – og så faktisk komme på det tidspunkt som jeg fik besked på. Hvis bare Ann ville vædde med folk om dén evne, så ville hun altså blive rig, men hun mener at det ville være snyd. Selv om jeg efterhånden var en hunkat i min bedste alder, fik jeg stadig kun ppiller for at undgå løbetid og killinger. Mine mennesker vidste intet om hvilke bivirkninger pillerne kunne have (fx livmoderkræft), og fik mig derfor ikke sterilliseret. Noget de måske fortrød, da Ann i begyndelsen af marts 1996 udbrød: ” Jeg tror at Saga er gravid !!??” |
