Da vi fik Tajger hjem...

Causeri skrevet af Lise-Lotta Börjesson

Offentliggjort 1999-09-12 på Europé-nytts hjemmeside

Mødte en dag en rar pige på Svenska Katters Sidas diskussionsforum. Hun havde to otte måneder gamle europédrenge til salg. Jeg havde aldrig hørt tale om racen før, men blev straks meget interesseret, fordi det er en lille race, som jo er vores "urkat". Mailen med billederne af dem fik mig til at smelte totalt, nu gjaldt det bare om at overtale Stefan, min kæreste, til at få en kat til. Overtalelsen var let, jeg sagde ingenting, viste bare billederne af Tajger og hans bror Shere Kahn, og så var han også solgt. Første gang jeg og Katarina talte i telefon blev det over 1½ time (dyrt, men det var det værd). Vi snakkede katte hele tiden, hvilket var en helt ny oplevelse, eftersom jeg ikke kendte nogen kattetossede mennesker. Vi ville have Tajger, eftersom han var den, som helst holdt sig i baggrunden, han virkede som om han var så vidunderlig en personlighed, desuden var han så vidunderligt sød, at man ikke kunne lade være med at ville have ham. Det varede ganske længe inden vi kunne hente ham, for selvfølgelig var der ingen weekender der passede hverken os eller Katarina og Anders. Da vi endelig fredagen efter påske tog hjemmefra, havde jeg naturligvis reddet mig en generalforkølelse. Efter et antal timer i bilen, en spisepause, en kaffepause og megen snøvlen fik vi fundet frem til Katarina og Anders.

Døren gik op og der sad en lille, sød Tajger i "mors" favn. Der ville han ikke sidde, så han fik hurtigt vredet sig ud af grebet og stak af hen til alle sine legekammerater. Det blev et hyggeligt døgn, vi tilbragte sammen med Katarina, Anders og alle deres katte, hunde og heste. Selvfølgelig blev der mest snakket katte. Da det blev tid at se til hestene om aftenen, sørgede jeg for at lægge mig og hvile på sofaen. Jag havde knapt lagt mig, før der kom en sød, varm, spindende européhan ved navn Tajger og lagde sig midt på min mave, her kan man snakke om at charme nogen omkuld. Ved firetiden lørdag eftermiddag pakkede vi vores ting i bilen, satte Tajger i transportkassen og begyndte at køre hjemad. Jeg kneb en tåre, syntes, det var frygteligt at rykke et stakkels lille væsen ud af dets trygge hjemmemiljø, samtidig vidste jeg, at hvis vi ikke tog ham, ville en anden gøre det, og jeg ville så gerne have ham. Vi havde ikke kørt mange kilometer, før den lille mis begyndte at jamre i sin kasse på bagsædet. Det går over efter et stykke tid, var vores tanke naturligvis, men ikke lige der, han jamrede og jamrede og jamrede. Stefan tog kassen frem og stillede den på skødet og begyndte at klø Tajger med en finger bag øret gennem gitteret. Den "motor", der gik i gang, tydede på, at det var sådan, han ville have det, denne stædige lille fyr.

Efter fem timers biltur og kælen med katten var vi endelig hjemme. Kassen blev åbnet i dagligstuen, og misserne snuste, hvæsede og knurrede ad hinanden, men alt så ud til at gå godt. Det eneste, der bekymrede os var, at Tajger ikke havde tisset. Om mandagen havde vi en tid hos dyrlægen til Tajger, vi skulle have ham checket. Han havde stadig ikke tisset. Jeg ringede til dyrlægen for at få et råd, de sagde, at vi kunne vente, til vi kom derhen. Jeg snakkede med Katarina, og hun sagde, at den gang, de havde været på udstilling, havde han ikke tisset hele dagen. Vore konklusion var, at han kun ville tisse i "sin" bakke, de bakker, vi havde her, var jo endnu ikke "hans". Katarina ville tage noget gammelt grus fra bakker derhjemme, komme det i en kuvert og sende med posten, men det ville jo vare endnu et døgn, inden det nåede frem, og timerne tikkede videre. Dyrlægen mærkede Tajger igennem og syntes (fuldstændig som vi), at det var en fin og veltilpas kat uden nogen anmærkninger. Da dyrlægen fik at vide, at katten ikke havde tisset i 2½ døgn, begyndte han at klemme på Tajgers blære. Tajger skreg,

dyrlægen klemte, Tajger skreg, dyrlægen klemte og bad katten tisse her og nu, Tajger skreg og dyrlægen klemte, men intet skete. Dyrlægen sagde, at hvis katten ikke havde tisset kl. otte om aftenen, tre timer senere, så var vi nødt til at køre ind med Tajger til dyrehospitalet og få sat kateter op. Det ville koste os ca. 1.500 kr., bare for at katten var stædig. Stefan gik ud til bilen med Tajger, og jeg blev tilbage og talte med dyrlægen. Da jeg kom ud til bilen, stod Tajger op i kassen og tissede, han tissede i flere minutter. Han havde jo en del at tømme ud. Jeg måtte ind til dyrlægen igen, bede om at få noget papir og en pose til at tørre tis op og lægge det gennemblødte tæppe i. Gæt om vi blev overlykkelige, da vi hørte ham tømme sin meget fyldte blære..... (Nu om dage flytter ingen kat fra Katarina og Anders uden at få en pose brugt kattegrus med sig)

© 1999 Lise-Lotta Börjesson og Europé-Nytt